BAG SCENEN

Af Sandra Kaarsgaard

Hele sommerkalenderen var fyldt. Anni Klitmøllers resterende venner havde fuld forståelse for ikke at kunne se hende i to måneder. Siden hun startede som frivillig omkring årtusindskiftet er hun kommet langt. Hendes arbejdsvisum, flybilletter og indkvartering var på plads forud for en to måneder lang kontrakt i Saudi Arabien. Men selvom hun af princip gennemfører alle job, hun har sagt ‘ja’ til, uanset hvor udfordrende det er, tilbragte hun kun 10 dage i Mellemøsten.

Kort inden første band går på scenen sidder lystekniker Anni Klitmøller sammen med dagens lydtekniker og aftenens afvikler og snakker, inden det om lidt går løs. Lydteknikeren hugger de sidste par bidder af sin aftensmad i sig og giver sig i kast med at forudsige det lys, Anni Klitmøller kommer til at lave til dagens koncerter.

»Det kommer til at blinke. Og så kommer det til at stoppe. Og så kommer det til at blinke igen. Farver: der kommer til at være rød. Og blå. Og gul,« siger han og tøver et øjeblik.

»Ja, og amber. For det er jo ild!« lyder det prompte tilbage fra Anni Klitmøller, der spændt venter på at høre, om han har flere forudsigelser.

»Den havde jeg ikke set komme! Der overrasker du mig faktisk,« svarer lydteknikeren og de griner.

Ganske rigtigt kommer hans forudsigelser til at gå i opfyldelse. Politiken møder Anni Klitmøller i Pumpehuset til black metal-aftenen Pest Fest, som er arrangeret af Afsky-frontmand Ole Luk.

På en aften som denne er hun gademusikant. Eller ikke helt. I hvert fald giver hun sig ud i lyskunstens busking. Hun kender ikke aftenens bands, og har derfor ikke kunnet planlægge og programmere lys på forhånd. Med nogle af sine faste kunstnere har hun nedlagt dogmer over det specifikke bands lys, men når hun busker, er hun nødt til at improvisere og lytte til bandet.

»Til at starte med hører jeg bandet om, hvad de gerne vil have. Strob, røg, farver? Og så skal jeg ellers læse musikken og musikerne under koncerten, så jeg på den måde kan forudsige musikken live og lave lys, der passer til,« siger Anni Klitmøller.

Under koncerterne danser Anni Klitmøller på sin stol til musikkens rytme og lysenes bevægelser. Hun slipper meget sjældent scenen og musikerne på den med øjnene. Selv da en lidt for fuld metalfan er ved at spilde øl i hele lyspulten, holder hun skarpt øje med, om lyset, sceneshowet og musikken passer sammen. Med fagter forklarer hun gæsten, at hun ikke kan tale med ham, mens hun samtidig signalerer til lydteknikeren, at hun har brug for en vagt til at stå ved siden af hende, så hun kan udføre sit arbejde uden fare for at ødelægge den dyre pult.

For hende handler arbejdet om at understøtte kunstnerens artistiske vision, og derfor gør hun en dyd ud af, at holde sig til de forespørgsler og aftaler hun har lavet med aftenens musikere.

»Der er nogle lysteknikere, der bare freestyler hele vejen igennem og laver farver, som musikerne explicit har frabedt sig, fordi de selv kan lide dem. Teknikeren synes, at det er dem selv, der skal shine, og jeg synes ikke, at det er fair over for artisten,« siger hun med et glimt i øjet.

Personlige vilkår

Frivilligt arbejde er for mange mennesker en vej ind i musikken. Da Anni Klitmøller startede som frivillig på Voxhall i Aarhus omkring årtusindskiftet, havde hun ingen ide om, hvad det ville føre til. Hun brød sig ikke om at stå i baren og begyndte at følge mere og mere med i, hvad der skete i lyset på scenen. En dag fik hun lov til at trykke på knapperne på lyspulten. Selvom hun ikke havde prøvet det før, var det alligevel her, hun fik smag for at skabe stemninger og platforme med lys.

Sammen med spillestedets teknikchef og andre lysteknikere havde hun flere gang været med til at programmere specifikke ‘billeder’ af lys, som hun kunne benytte under koncerten. Men denne aften bad lysteknikeren hende om at glemme de halvautomatiserede billeder og leve sig ind i musikken, så hun kunne skabe improviserede lysbilleder, der understøttede musikken.

»Det var første gang, jeg følte mig som en rigtig lystekniker,« siger hun. Og det har hun ikke stoppet med siden.

Hun flyttede til Sjælland og begyndte at arbejde i en lagerstilling hos et lysudlejningsfirma. Her stod hun med lamper, pulte og kabler dag ud og dag ind. Det var også her, hun kom på en af sine livsfilosofier.

»Man er nødt til at vide, hvad der foregår bag pulten og bag lampen. Det duer ikke, at man bare trykker på en knap uden at vide, hvordan det hænger sammen med det, man får produceret på scenen,« siger Anni Klitmøller.

Selvom hun er startet i branchen som frivillig, synes hun ikke altid, at frivillige bliver brugt, hvor det giver mening. Blandt andet synes hun, at det er ærgerligt at flere spillesteder gennem hendes karriere har sat penge af til at betale for en lydtekniker, men ikke for en lystekniker. I stedet vil de have hende til at gøre det som frivillig.

»Går den så går den, er holdningen. Jeg bliver spurgt, om jeg ikke bare skal tænde lyset, og jeg oplever, at lys nogle gange bliver fagligt negligeret,« siger hun.

Hun understreger, at frivilligheden i Danmark er vigtig, men at man skal huske at tage hånd om sine frivillige. På Voxhall, hvor hun selv startede, oplevede hun at få sparring, guidning og undervisning helt fra de basale komponenter af at lave lys.

Omvendt fortæller hun også, at nogle steder har hun mødt frivillige, der bare bliver overladt til sig selv. Og det synes hun ikke er i orden.

Hos Dansk Live, brancheorganisation for spillesteder og festivaler, er frivillighed en mærkesag, og organisationen arbejder for, at »komplicerede regler og bureaukrati ikke kvæler det frivillige engagement, som understøtter det danske musikliv«.

Sådan lyder det fra Torben Lyngsø, der er rådgiver hos Dansk Live.

»Blandt Dansk Lives medlemmer er der stor forskel på, hvilke opgaver der varetages af frivillige, og det er den enkelte organisation som styrer det. Der er generelt fokus på at understøtte de frivillige, så de varetager opgaver som de synes er spændende, og har lyst til at bruge deres fritid på,« skriver han i et skriftligt svar til Politiken.

»Spillestederne er typisk små organisationer, som har få faste medarbejdere. Kan en opgave løses af frivillige, er der et økonomisk incitament til at gøre det i en presset økonomi.«

Han og Dansk Live mener, at frivilligheden på livearrangementer gøder de lokale foreningsliv i landet, støtter gode formål, og at samtidig der opstår rummelige fællesskaber, hvor der er plads til at mennesker kan udvikle sig.

»Mange starter deres karriere som frivillige og kan bruge erfaringen og netværket til at starte op som freelancer eller selvstændig. Det gør det tilgængeligt at starte op og lave fejl uden de forventninger, som følger med når der er betaling for en ydelse,« skriver han Torben Lyngsø.

Når en freelancer har fri

Det er ikke alle dage, der er et show at afvikle eller en turné at tage på. Anni Klitmøller bruger kalenderens tomme dage på at uddanne og øve sig.

»Jeg mener, at man som lystekniker skal kunne lave lys til alt, uanset om det er metal, pop eller techno, eller om det er teater eller tv,« siger Anni Klitmøller.

Hun synes, at det er vigtigt, at man som tekniker har det, hun kalder forståelse og viden bag pulten og lampen, så man selv kan fejlfinde, skulle noget gå galt.

Derfor har hun også i ugen op mod black metal-aftenen arrangeret at holde træningslejr på et lysfirmas lager, hvor hun vil øve sig på en af de helt store lyspulte. Grand MA2 full size. MA Lighting, firmaet bag pulten har en række online opgaver tilgængelige, som hun vil bruge små tre dage på at blive god til. Hun mener, at det er hendes pligt at udvikle sig med teknologien, og hele tiden opkvalificere sig selv.

Men sådan kom hendes uge ikke til at se ud alligevel. Weekenden inden forstuvede hun nemlig sin fod på vej til en anden koncert. Og så måtte træning vige for heling. Lånet af pulten blev skubbet tættere og tættere på showdagen for Pest-Fest, fordi hun ikke kunne cykle med sin forstuvning, og derfor ikke længere havde mulighed for at komme ud til lageret.

Hun lader dog ikke skaden stoppe hende på arbejdet. I Pumpehuset går hun op og ned ad trapper for at finde den korrekte slags strømkabler, klatrer på stiger for at sætte bannere – også kendt som backdrops – op og sætter en lille skammel frem ved siden af sin lyspult, så hun kan have foden oppe, mens hun i løbet af opsætningen programmerer lampernes forskellige indstillinger, så de passer til hende.

Har mistet venner og kærester

En anden af Anni Klitmøllers livsfilosofier er sætningen »dø ved strob.« Stroboskoplamper er populære til koncerter i mange forskellige musikgenrer, og sætningen har en dobbelt betydning for hende.

»Det betyder simpelthen, at der er bare nogle bands, de vil bare gerne have rigtig meget strob. Og jeg synes selv, at strob vil have en fucking fed effekt, hvis det bruges rigtigt.«

Men der ligger også noget sarkastisk i det. For når hun står med et metal-bands, der gerne vil have stroboskop på alle deres meget hurtige lilletrommeslag – blast beats – eller andre specifikke forespørgsler. Og så skal det efterleves. I alle hendes pultprogrammeringer har hun nemlig lavet en “dø ved strob«-knap, som sætter vanviddet i gang.

»Jeg skal sateme love for, at der bliver trykket på den knap. Så hvis et band beder om det, så skal folk fandeme blinkes ihjel.«

Siden 2003 har hun arbejdet som lydtekniker mange steder; alt fra DR over teater til festivaler. I dag er hun turnerende freelancer tilknyttet Pumpehuset samt en række andre spillesteder, Dit KBH, Brøndby Kulturhus, Kulturhuset Islands Brygge og Gimle og hun arbejder med en række bands og festivaler.

Når hun tager ud med specifikke bands, beder hun om en sætliste for aftenen længe i forvejen. Her behøver hun ikke at buske, men i stedet kan hun planlægge fremad. Så hun laver sætliste til en playliste, som hun hører flere gange. Både for at lære sangene at kende, så hun ikke behøver at forudsige mulige bevægelser i musikken, men også for at få en fornemmelse af, hvilke farver sangene hver især er.

»Hvis det er en sang om hjertesorg er den måske rød, mens en sang i en mørk, kold skov kan være blå. Og så begynder jeg at danne billeder af, hvordan det skal se ud med forskellige lamper på,« siger hun.

Men livet som freelancer har ikke altid været lige let. For Anni Klitmøller har det kostet på den sociale konto.

»Når man er i den her branche, så er det enten eller. Du går glip af nogle ting. Du går glip af fødselsdage og mærkedage. Du er ikke hjemme på samme tid. Det job, jeg har, er ikke 9 til 5. Og det har de kærester, jeg har haft, måttet finde sig i,« siger hun.

Hun har gået glip af begivenheder som bryllupper, fødselsdage og jul, og kan generelt ikke sige ‘ja’ til spontane invitationer fra sine venner. Weekender, hvor hendes venner tager i byen, hygger sig og meget andet, er hendes travleste arbejdsdage. Hendes kærester har måtte finde sig i at spise aftensmad alene, og at hun vækker ham, når hun kommer hjem midt om natten.

»Så finder man ligestillede, der måske også er i branchen. Som forstår, hvad det er for et arbejde, man har. Ellers så får man bare opdraget sine venner rigtig godt,” siger hun.

Som det ser ud nu, er hendes vennegruppe en 50/50 blanding af mennesker, der er i samme branche, og mennesker der ikke er. Men mange af dem er venner hun har haft i adskillige år. Derfor forstår de godt, hvis hun er væk i perioder, hvor det er højsæson for arbejde, og at hun ikke bare lige kan komme og være med, hvis nogen får en fiks ide. Hun har nogle gange være nødt til at vælge imellem at beholde forhold og venskaber eller sit job.

Har du mistet venner og kærester over dit arbejde?

»Ja da. Men så har han bare ikke været den rigtige. Sådan tolker jeg det. Sådan er det. Hvis han bliver sur, fordi jeg kommer hjem kl. 2, men koncerten er sluttet kl. 23, så må jeg bare tage et valg, og det har gjort,« siger hun.

Retur fra Saudi Arabien

Som freelancer er Anni Klitmøller vant til at afvikle samtlige jobs, hun har sagt ja til – uanset udfordringerne. Samarbejdsvanskeligheder, usikkert arbejdsmiljø eller et hvert andet problem tager hun som det kommer, for at få det bedst mulige ud.

»Sådan gør man bare. I den her branche går du ikke fra et job. Det er en dødssynd. Så du gør det færdig, og så må du bare stoppe samarbejdet efterfølgende,« siger hun.

Dog har hun måtte sande, at det ikke er alle samarbejder, der går lige godt. I starten af året sagde hun ja til en lukrativ to måneder lang kontrakt med et kulturhus i Saudi Arabien. Selvom hun havde gjort sine egne evner og kvalifikationer klare overfor både agenturet, der skaffede hende jobbet, og direkte over for kulturhuset under deres videointerview og mails, var noget gået galt i kommunikationen. Derfor startede jobbet i ørkenlandet på skæv fod.

Hun ankom i ørkenlandet, mens en forestilling allerede spillede, og produktionslederen, der kun havde sælgererfaring inden han fik jobbet i kulturhuset, havde en helt anden forestilling om hendes evner end det, hun havde fortalt til agenturet. På trods af, at produktionslederen havde forespurgt agenturet på en lystekniker til at være operatør på husets pulte, forventede han, at hun indgik som belysningsmester. En helt anden jobbeskrivelse end hans forespørgsel.

Kulturhuset havde størrelse med Det Kongelige Teater, og på blot få dage, forventede han, at hun havde lært huset at kende.

»På et typisk teater vil du gå teknikeren, der står for forestillingen i røven under hele perioden og så eventuelt bytte på den næste. Og det var det, jeg forventede at komme ned til. Men her blev det forventet at jeg ankommer mandag og har hatten allerede torsdag,« fortæller hun.

Samtidig forventede produktionslederen, at hun skulle overtage midt i en forestillingsperiode, der allerede var bemandet og også overtage den næste periode, der skulle bemandes med samme produktionshold. På trods af at hendes kollega havde fulgt stykket fra han selv ankom til landet – og på daværende tidspunkt var lige under halvvejs inde i sin ansættelse – og forestillingsperiodens begyndelse.

Alene udredningen af den misforståelse krævede en masse energi af hende.

Men en ulykke kommer sjældent alene, og efter adskillelige røde flag endte Anni Klitmøller gentagende gange i højlydte skænderier med den uerfarne produktionsleder.

»Han var decideret ondskabsfuld. Der er ikke penge nok i verden til, at jeg skal behandles sådan,« siger hun.

Derfor endte hun med at overtale ham til at stoppe samarbejdet og tog hjem – kun 10 dage efter hun ankom.

Hun er egentlig medlem af fagforeningen Teknisk Landsforbund, men i tilfældet med den saudiarabiske kontrakt gik hun ikke til sin fagforening. I stedet havde Anni Klitmøller et helt agentur bag sig. De faciliterede aftalen fra start, og da Anni Klitmøller fik nok af den saudiarabiske chef, trådte de ind i sagen på hendes vegne. De havde nemlig heller ikke fået noget at vide, om den store ændring i jobbeskrivelsen, som produktionslederens forventninger ville betyde.

Sagen endte med, at hun kun blev betalt for noget af sin tid dernede, men skulle chancen opstå for et andet jobtilbud i landet, tager hun gerne imod.

»Mit problem var ikke med landet, men med den her specifikke person. Der er nogle dårlige æbler i branchen, men det skal ikke afholde mig fra at sige ja til projekter i udlandet i fremtiden,« siger hun.

Sommerferie i januar

Musikbranchen i Danmark ikke nok til at få hele hendes årsværk til at give mening, og når kalenderen er ved at være tom, og det er lavsæson for jobs i musikbranchen, fylder Anni Klitmøller den ud med arbejde i andre kulturelle grene af eventbrancherne. Firmaarrangementer, eller corporate events som de ofte kaldes, så som julefrokoster, konferencer og kurser har også brug for afvikling, og mange vil gerne have, at det ser pænt ud, ligesom også tv-produktioner kan finde vej ind i hendes kalender.

Freelancere inden for andre erhverv, for eksempel journalistik, har i perioder med lav aktivitet mulighed for at modtage dagpenge eller supplerende dagpenge fra branchespecifikke a-kasser, der forstår branchens eget arbejdsmarked og -situationer.

Sådan ser det ikke ud i livemusikbranchen, hvor der ikke er nogen specifik fagforening og heller ingen a-kasse. Det tætteste, er Teknisk Landsforbund, der henvender sig til teater- og eventbranchen og til byggeri. Selvfølgelig kan man melde sig ind i en a-kasse, der ikke specialiserer sig i nogen branche, men så er forforståelsen og handlemulighederne fra a-kassens side også langt mindre.

Derimod er der hjælp at hente hos de større fagforeninger som 3F og HK, når det kommer til forskellige udfordringer for freelancere som stress eller arbejdsmiljø. Begge har en række online ressourcer, som ligger frit tilgængelige, men har også mulighed for at rådgive, hvis man er medlem. 3F har faktisk en overenskomst med Live Nation Danmark om løstansatte stagehands.

Anni Klitmøller holder aldrig ferie over sommeren. Det er højsæson for festivaler, så hun har travlt. I stedet holder hun ferie i januar. Så er det også billigere at tage af sted, joker hun. Fordi hun arbejder på tværs af kultur- og mediebrancher, har hun ikke lavsæson på samme måde som mange andre medarbejdere i livemusikken. I januar er hullerne i kalenderen ofte størst, og flere spillesteder holder sæsonlukket.

• Blå bog: Anni Klitmøller
• Freelance lystekniker, født i 1973 og opvokset i Løgten-Skødstrup nord for Aarhus, og bor nu i Københavns Nordvest
• Debuterede som lystekniker bag pulten på Voxhall omkring årtusindskiftet
• Lyschef på Pandæmonium, Gehenna og Biergarten på Copenhell
• Er en del af Copenhell Rock Academy for unge kvinder, piger og nonbinære sammen med bands, spillesteder og Copenhell, hvor hun under i lys