BAG SCENEN
Af Sandra Kaarsgaard
Det var drømmejobbet for Rasmus Toftlund. Skolebænken var skiftet ud med spillestedet Rust, som blev skiftet ud med turnéer som lydtekniker for bands som Volbeat, Infernal og Mnemic. De lange arbejdsdage på skæve tidspunkter, obligatoriske fyraftensøl og rock’n’roll var hverdag. Flere gange blev stress over den hverdag for meget for ham, men sygemelding var ikke en mulighed. Indtil finanskrisen var svaret på stressen hash.
»Kan vi tage den i morgen, jeg står lige i opsætningen af et band. Hvad er hyren?« Det er tirsdag, og Rasmus Toftlund står på scenen i Amager Bio med et mikrofonstativ i hånden, da telefonen ringer. Opkaldet er et tilbud om et job med en række store popnavne langt ude for hovedstaden samme fredag.
Selvom der er hul i kalenderen fredag, siger han ikke bare ‘ja’. Showet, han står til, skal stadig afvikles. Opkaldet kom fra en, som har fået ham anbefalet, men som han ikke har arbejdet med før. Derfor ringer han til en kollega for at høre lidt om vedkommende.
Det er en almindelig arbejdsdag i Amager Bio for Rasmus Toftlund, hvor han arbejder fast som freelance lydtekniker, sammen med den konsulterede kollega. I lidt over 20 år har han haft sin faste gang på spillestedet imellem turnéer.
Gennem sin karriere har Rasmus Toftlund været vant til at jagte jobs for at fylde kalenderen. Stressen over ikke at vide, hvordan næste uge eller næste måned kommer til at se ud, har i flere år åndet ham i nakken.
Lærte sin stress at kende
Stress og andre lignende sygdomme er ikke altid lette at tale om med en journalist. Alligevel dykker Rasmus Toftlund gerne ned i sine egne kampe med presset. Han synes nemlig, at det er vigtigt at tale om.
»Jeg tror, at alle i den her branche har haft stress,« siger han. “Det er grove løjer at arbejde i den her branche. Det er ikke bare rock’n’roll, som folk tror.«
Da jeg skal møde ham i Amager Bio, er jeg tidligt på. “Bare gå ind,« skriver han i en SMS til mig. Jeg finder bagdøren, der heldigvis er åben, hilser på et par medarbejdere i baren og venter på ham alene i den tomme koncertsal. Omkring fem minutter senere kommer han trækkende med sin cykel ind. Hans lange hår og skæg er hvide som den sne, han har trodset på jernhesten for at komme frem.
Hurtigt konstaterer han, at bandet tydeligvis er forsinket, da de ikke er dukket op samtidig med ham, på trods af, at det står på dagens plan. Han teoretiserer, at de har besluttet at komme en time senere, da han sammen med lysteknikeren og dagens frivillige stagehands bladrer gennem bandets tilsendte dokumenter: Den famøse rider. Specifikt står de med den tekniske rider, der indeholder informationer om bandets behov på scene, de ting, bandet medbringer, og de ting, de har brug for fra spillestedets side.
Den anden del af rideren kaldes hospitality og indeholder specifikationer om bandets behov bag scenen, blandt andet i forbindelse med catering, parkering og andre aftaler, men den har Rasmus Toftlund og det tekniske personale ikke brug for på scenen.
Dagens show er et enkelt band, en trio, så han går i gang med at sætte ting op, som han kan gøre uden bandet og deres instrumenter er til stede. Der er ro over ham, men sådan har det ikke altid været.
Han har været freelancer gennem sin egen enkeltmandsvirksom siden før årtusindskiftet. Men i 2009 blev han så stresset, at han var nødt til at ændre på sin virksomhedsstruktur og virksomhedens tilbud. I næsten fem år drev han indiepladeselskabet Fast Beat Records, men efter finanskrisen kunne han ikke længere holde til presset ved at drive et pladeselskab.
»Jeg tog alt for mange opgaver ind, for at få enderne til at mødes, og samtidig havde jeg gang i større projekter som Danish Metal Awards. Det var ekstremt stressende. Men jeg lærte mig selv at kende, og lærte, hvordan stress føltes,« siger Rasmus Toftlund. I dag hedder firmaet Fast Beat Studios og er dedikeret til drift af lydproduktion og -studie.
Undersøgelsen ‘Hvorfor er er der så få kvinder i musikbranchen?’ fra 2022 viser, at 40 procent af kvinder, 55 procent af ikke-ciskønnede og 23 procent af deres adspurgte respondenter »oplever i høj eller meget høj grad, at psykisk belastning i arbejdet, for eksempel i form af stress og manglende balance mellem arbejde og fritid, er en udfordring.«
»Usikker økonomi. Mange jobs for få penge. Pressede perioder og manglende struktur.« Sådan beskriver Gaffa nogle af de ting, der har været oppe at vende i branchen siden corona. Sidste år aflyste Blæst deres turné, og det samme gjorde Shawn Mendes inden dem. På samme måde som en række musikere fortæller om deres mentale helbred, og hvordan freelancelivet påvirker dem, står meget af deres livepersonale i mange af de samme situationer. I november udkom rapporten ‘Når musikere mister glæden ved musikken‘, som blandt andet fokuserer på mentalt helbred i form af stress, angst og depression forbundet med konkurrence og usikkert arbejdsmarked som freelancere. Men undersøgelser kigger ikke på menneskerne bag musikerne.
Nemmere at ryge fede
Sex, drugs and rock’n’roll er ikke udelukkende en frase, der beskriver 70’er-turnéer med Mötley Crüe, Black Sabbath eller Led Zeppelin. Den festlige stemning opstår stadig efter succesfulde shows, og bands og crew vil gerne feste sammen gennem det, Rasmus Toftlund kalder et post-show-high.
Han oplevede, da han turnerede meget, at hvis nogen sagde nej til festen og til at opleve nattelivet i det land, man nu var i, så kom man hurtigt til at stå udenfor turnéens fællesskab. Samtidig tærede det på hans krop at sove bag i en kørende tourbus og at arbejde 16 timer lange dage på trods af tømmermænd fra aftenen før.
Derfor begyndte han ryge hash i stedet for at drikke alkohol.
»Jeg kunne ikke fungere i min hverdag. Så var det nemmere at ryge fede,« siger han.
På den måde kunne han stadig deltage i nattens festligheder efter koncerterne, men uden at være ødelagt dagen efter. Over årene kom hashen til at fylde mere, og hans forbrug gik fra at være for at have det sjovt, til at være for at kunne komme gennem dagen.
Da hans stress var værst, havde han en kaskade af symptomer fra tankemylder til fysiske tics. Hashen blev en måde at håndtere symptomerne på.
»Der er stoffer. Der er meget fest. Det er blandt andet det, der er sjovt ved at arbejde i den her branche. Men du skal selv kunne fungere.«
Mental sparring
En gul flightcase – en slags opbevaringskasse, der er lavet til at passe på dens indhold og bruges til tæt på alle koncerter – står midt på gulvet i Amager Bio. Et par timer senere kommer der til at være pakket med publikum, hvor den står. Mens vi taler, tager billeder og venter på bandet pakker Rasmus Toftlund mellem 10 og 15 forskellige mikrofoner og bunker af kabler i forskellige længder ud af kassen. Han får ret i sin forudsigelse, da bandet ankommer næsten på slaget af en time efter tidsplanen.
Han beder gerne om hjælp, når han har brug for det på jobbet, men i løbet af hans stressforløb har han ikke søgt hjælp hos hverken læger eller andre professionelle. Han følte ikke, at han havde brug for det.
Med mediefokusset på mentalt helbred blandt musikere er der også blevet oprettet branchespecifikke tilbud om hjælp til et mere bæredygtigt og balanceret arbejdsliv, der ikke går ud over psyken i det lange løb. Blandt andet rådgivningstilbuddet MentalVoice skaber mentale sparringsmuligheder for både musikere og branchepersoner.
»I retrospekt havde jeg brug for hjælp, så jeg synes, at det er positivt, at der er så tilbud med viden specifikt om branchen. Men jeg ved ikke om jeg selv havde ringet, da jeg havde det værst,« fortæller Rasmus Toftlund.
I stedet valgte han at træffe en beslutning om, at ændre på de ting, der udfordrede ham mest. Siden finanskrisen i 2008 har han fokuseret mere på lokale jobs i Danmark fremfor store turnéer. Hans beslutning betød også, at det var slut med at ryge hash. Derfor valgte han også at tage kørekort, for at tvinge sig selv til lade være med ryge – selv hvis han skulle få lyst. Med hans egne ord er det nemlig ikke en mulighed at sætte sig bag et rat, hvis han er påvirket.
Han drikker sig sjældent fuld længere, men en fyraftensøl er ifølge ham og resten af aftenens medarbejdere i Amager Bio standard i branchen – uanset om det er tirsdag eller lørdag, og om man har drukket efter alle jobs hver dag i en uge. Men den behøver ikke at være en øl og den behøver ikke at have alkohol i.
Corona, økonomi og »sund stress«
Selvom han troede, at han havde styr på sin stress, så var det først under corona, det gik op for ham, hvor meget det stadig sidder i hans krop. Nedlukningerne, hvor alle koncerter, festivaler og turnéer blev aflyst, var ikke kun en udfordring for hans økonomi, men også et pusterum. Det gik op for ham, hvor meget han nyder at holde fri.
Han bor med sin kone og deres datter i en andelslejlighed, og han har bil, så regningerne skal betales. Samtidig passer hans lange arbejdstider ikke til at skulle hente i børnehaven. Men på grund af sin familie, sætter han mere pris på at have fritid.
»Nogle gang ser jeg dem ikke i en uge. Eller 14 dage. Jobbet kræver forståelse fra hjemmefronten,« siger Rasmus Toftlund og fortæller om en tre uger lang turné med bandet Heilung, som han tog på i sommer, da deres sædvanlige teknikere ikke kunne. Turnéen havde god timing for ham, fordi der var sæsonlukket i Amager Bio.
»Det var en fed oplevelse, og jeg er jo glad for det. Jeg har kæmpet med momslån og corona-efterslæb, så den reddede faktisk lidt min økonomi,« siger han.
»Jeg er glad for mit arbejde, men hvis jeg kunne arbejde mindre og stadig kunne leve af det, havde jeg gjort det. For så havde jeg tid til at være sammen med min familie i tre dage i stræk,« siger han.
»Det kan man sådan set godt, men så lever man ikke særligt godt. Det var fint nok, da jeg boede alene og ikke havde et barn, der var afhængigt af, at huslejen bliver betalt.«
Hans arbejdstider er stadig lange, og “den sunde stress«, som han kalder den, er stadig en del af hans hverdag. At føle sig stresset og presset tror han ikke, at han nogensinde kommer til at slippe for som freelancer, men han bliver ikke længere syg af den.
Følelsen af »sund stress« kommer fra flere steder. Udover presset på familielivet fra de lange arbejdstider, er økonomi konstant en tanke i baghovedet for ham. Størstedelen af finansielle vægt i familiens privatøkonomi ligger på ham.
»Der er så mange bekymringer om at tjene penge nok. Jeg ved jo i virkeligheden ikke, hvor tjener jeg mine penge næste måned.«
Januar er mere stille måned end mange andre, og mange spillesteder holder sæsonlukket i starten af året. Amager Bio har kun et enkelt show i januar 2024. Selvom Rasmus Toftlunds kontrakt med spillestedet ikke garanterer for et antal timer, er en stor mængde af hans jobs derude. De er nemlig kun to tilknyttede lydteknikere. Det betyder, at han under sæsonlukninger er nødt til at fylde kalenderen med jobs fra andre sider, for at få en lønseddel, der kan dække familiens udgifter efter årsskiftet.
»Man er nødt til at have flere heste at spille på. Lige nu laver jeg Metallica Jam og Rammstein Jam. Det er nogle rare mennesker at arbejde med, og det er ret fast arbejde. Og så kommer jeg til at lave noget i mit studie. Så det løber måske lige rundt,« siger han.
Samtidig betyder behovet for at kunne betale sine regninger, at Rasmus Toftlund har svært ved at kunne melde sig syg. Hvis han ikke er på arbejde, får han ikke pengene, og han kan ikke melde afbud uden at have nogen til at overtage jobbet. Derfor har han også stået og afviklet koncert med 40 i feber samt med brækkede arme og ribben.
»Vi kan jo ikke bare sige, at det var ærgerligt, at Killswitch Engange ikke fik lov til at spille i Amager Bio i aften, fordi teknikeren var syg. Koncerten kan ikke bare aflyses. Men det er ikke godt for nogen, at der står en syg tekniker – hverken musikere, gæster eller afviklere,« siger han.
»Tak til teknikerne!«
Lydprøven med aftenens band går glat. En ældre, analog forstærker støjer en smule, og Rasmus Toftlund finder med bandet ud af, at det er, fordi der er problemer med, hvorvidt strømmen er jordet eller ej. At vide noget om bevægelsen af strøm er også en del af hans job. Viden om fysik, lydbølgers svingninger, og hvordan de bevæger sig i tomme og fyldte rum, er også en vigtig del af at være en dygtig lydtekniker.
I dag eksisterer der to uddannelser til eventtekniker, men Rasmus Toftlund selv er autodidakt og droppede ud af sit filosofistudie på Københavns Universitet. Under corona overvejede han at tage tilbage på universitet og få en akademisk uddannelse. Men han besluttede sig for at lade være. Tidligere har han også arbejdet som sælger i den nu lukkede instrumentkæde, 4sound. Men han duer ikke til at arbejde et almindeligt 8-16-job.
»Det jeg egentlig har brug for, det er fritid. Jeg har brug for tid til at lave mine egne ting. Og være sammen med familien. Altså, grundlæggende gider jeg ikke at arbejde for andre. Det var også der var visionen for det, jeg laver. Og så at arbejdede jeg med noget, jeg syntes var spændende, ikke?«
Koncerten afsluttes, og inden holdet på Amager Bio kan pakke bandet sammen og holde fri, lyder et par ord fra scenen.
»Tak for i aften, København! Og tak til teknikerne. Bedste lyd vi har haft på vores turné!« lyder der fra forsangeren.
Rasmus Toftlund smiler, for normalt hører han kun fra publikum og musikere, når lyder ikke spiller. Men da bandet er gået af scenen, kommer seks forskellige mennesker fra publikum over og tilkendegiver samme holdning: God lyd i aften! Et par af den komplimenterer også lyset, som lysteknikeren ved siden af ham har lavet.
Stille og roligt begynder han og aftenens stagehands at pakke spillestedets mikrofoner, stativer og kabler sammen, mens bandet sælger merchandise i boden under trappen uden for salen.
Alt i alt har det været en succesfuld aften, hvor både band, gæster og tekniker har haft en god oplevelse. Og det er hvad det hele handler om, for Rasmus Toftlund. Han nyder at nusse med teknikken for at skabe en helstøbt oplevelse og at høre dygtige musikere spille.
Den sidste kasse er lukket og pakket i bandets bil. Med et par håndtryk og et kram bliver bandet sendt ud ad døren, og Amager Bio-holdet sætter sig i den nu tomme sal med en fyraftensøl.
- Blå bog: Rasmus Toftlund
- Selvstændig og freelance lydtekniker og produktions- og eventmanager, født 1972, bor med sin kone og deres 5-årige datter på Amager
- Er autodidakt og droppede ud af filosofi på Københavns Universitet for at arbejde i livemusikken
- Står bag de originale Danish Metal Awards
- Spiller guitar i metalbandet Spitanger
- Har turneret med Volbeat, Infernal, Mnemic og mange flere
- Begyndte sin karriere med at lave lyd på Rust på Nørrebro
- Startede i 2019 festivalen Copenhagen Metal Fest, som fokuserer på vækstlaget i dansk metal, med sin makker Morten Kristensen